fredag den 10. september 2010

Valby Bladet gør status

I en stor artikel i onsdagens udgave af Valby Bladet spørges der til Valby Gassilos fremtid - der kort fortalt lyder, at ventetiden snart er overstået, da afklaringen følger med de igangværende budgetforhandlinger på Københavns Rådhus.

Siden foråret, hvor initiativtagerne bag VALBY GASSILO præsenterede en handlingsplan for, hvordan den funktionsløse gassilo i Valbyparken kunne aktiveres, har den stået på ventetid. De fremtidige ejerforhold har nemlig først skullet afklares, hvilket heldigvis ser ud til at ske i forbindelse med de igangværende budgetforhandlinger.


Til Valby Bladet fortæller Søren Houen Schmidt fra REKOMMANDERET:


- Vi har løbende haft en rigtig god dialog med ejerne, Københavns Energi, der meget gerne ser, at den funktionsløse gassilo får et nyt liv – blot med andre ejere. Vi har vist siloen frem for både Københavns Overborgmester og Teknik- og Miljøborgmester, der ligeledes ser perspektiver i, at give siloen nyt liv. Endelig er vi siden sidste års succesfulde åbning af gasbeholderen blevet kontaktet af rigtig mange mennesker, der gerne vil bruge siloen til midlertidige aktiviteter. Så det er ikke interessen, der fejler noget, fortæller han.


Ender det med at kommunen overtage den tomme gassilo, er man hos arkitektfirmaet JJW ARKITEKTER, der tidligere har stået bag den succesfulde ombygning af Frøsiloerne i Københavns Havn, klar til at arbejde videre med idéen.

- Vi vidste godt, at VALBY GASSILO ikke ville blive til noget som et knips med fingrene og derfor var vores idé at få sat gang i konkrete aktiviteter, der kunne give siloen et midlertidigt liv. Samtidig har vi sammen med Rambøll og REKOMMANDERET klar til at igangsætte en forundersøgelse, der både går den eksisterende beholders fysiske tilstand efter i sømmene, men hvor vi også undersøger mulighederne for fremtidigt brug: ”Hvad ville være en god og levedygtig aktivitet i VALBY GASSILO fremover?”, fortæller indehaver og arkitekt Ole Hornbek fra JJW ARKITEKTER til Valby Bladet.

0 kommentarer:

Send en kommentar