torsdag den 21. oktober 2010

Status: Oprydning i gang


Københavns Energi er nu gået i gang med at rydde op inden i den tomme gasbeholder. Dette arbejde tager den næste måneds tid, hvorefter det afklares, hvad der efterfølgende skal ske.


mandag den 20. september 2010

Ejerforhold blev afklaret

VALBY GASSILO kom ikke med på budgettet, da Københavns Kommunes politikere i sidste uge forhandlede sig frem til næste års budget. Derfor er det fortsat Københavns Energi, der ejer den gasblå kæmpe.

Hvad der så sker ved vi ikke. Men vi vil nu tage fat i de nuværende ejere, for at se om vi alligevel kan medvirke til at give VALBY GASSILO er nyt liv.

fredag den 10. september 2010

Valby Bladet gør status

I en stor artikel i onsdagens udgave af Valby Bladet spørges der til Valby Gassilos fremtid - der kort fortalt lyder, at ventetiden snart er overstået, da afklaringen følger med de igangværende budgetforhandlinger på Københavns Rådhus.

Siden foråret, hvor initiativtagerne bag VALBY GASSILO præsenterede en handlingsplan for, hvordan den funktionsløse gassilo i Valbyparken kunne aktiveres, har den stået på ventetid. De fremtidige ejerforhold har nemlig først skullet afklares, hvilket heldigvis ser ud til at ske i forbindelse med de igangværende budgetforhandlinger.


Til Valby Bladet fortæller Søren Houen Schmidt fra REKOMMANDERET:


- Vi har løbende haft en rigtig god dialog med ejerne, Københavns Energi, der meget gerne ser, at den funktionsløse gassilo får et nyt liv – blot med andre ejere. Vi har vist siloen frem for både Københavns Overborgmester og Teknik- og Miljøborgmester, der ligeledes ser perspektiver i, at give siloen nyt liv. Endelig er vi siden sidste års succesfulde åbning af gasbeholderen blevet kontaktet af rigtig mange mennesker, der gerne vil bruge siloen til midlertidige aktiviteter. Så det er ikke interessen, der fejler noget, fortæller han.


Ender det med at kommunen overtage den tomme gassilo, er man hos arkitektfirmaet JJW ARKITEKTER, der tidligere har stået bag den succesfulde ombygning af Frøsiloerne i Københavns Havn, klar til at arbejde videre med idéen.

- Vi vidste godt, at VALBY GASSILO ikke ville blive til noget som et knips med fingrene og derfor var vores idé at få sat gang i konkrete aktiviteter, der kunne give siloen et midlertidigt liv. Samtidig har vi sammen med Rambøll og REKOMMANDERET klar til at igangsætte en forundersøgelse, der både går den eksisterende beholders fysiske tilstand efter i sømmene, men hvor vi også undersøger mulighederne for fremtidigt brug: ”Hvad ville være en god og levedygtig aktivitet i VALBY GASSILO fremover?”, fortæller indehaver og arkitekt Ole Hornbek fra JJW ARKITEKTER til Valby Bladet.

tirsdag den 2. marts 2010

Flere idéer til midlertidig brug

I de seneste måneder er vi blevet kontaktet af flere personer, der har gode idéer til midlertidig brug. Derfor havde vi i sidste uge mulighed for at vise gassiloens indre frem for dem, så de kan få et input til at arbejde videre med deres idéer.

- Så længe gassiloen ikke har nogen funktion, bliver den udelukkende set som en udgift, hvilket ikke er bæredygtigt. Så ender byens mest fantastiske rum bare med at blive revet ned. Derfor er vi meget glade for, at der er mange gode idéer til midlertidig brug. Og vi arbejder på højtryk med, at få skabt mulighed for at få det til at ske, så gassiloen ikke bliver revet ned, fortæller kommunikationsrådgiver Søren Houen Schmidt fra REKOMMANDERET.

Med på sidste uges tur var fotograf Christian Grønne, hvis fotos I kan se her...

onsdag den 13. januar 2010

Arkitekter håber på bevaring

På arkitekturbloggen JAJA blev VALBY GASSILO i efteråret 2009 omtalt i forbindelse med åbningen af siloen til Arkitekturens Dag og CPH ADD. Bloggens skribenter var på besøg inde i gassiloen og var overvældet af den særlige oplevelse i siloens mystiske indre.

- Rummet var fantastisk. Der var totalt mørke. Men efterhånden som vores øjne vænnede sig til mørket, oplevede vi langsomt omfanget af dette enorme rum. Væggene var dækket af en olieagtig konsistens. Det eneste lys kom ind fra toppen – 108 meter over os. Rummet var fyldt med et konstant ekko fra lyden af folks fodtrin og vindens susen i stålkonstruktionen. Det var en fascinerende følelse af at være placeret i et dystopisk dommedagsunivers. Temmelig intenst, skriver JAJA-bloggens skribenter.

Flere har kommenteret på blogindlægget, og læserne er enige: VALBY GASSILO skal bevares. Og selvom det eksisterende silorum vækker fascination mener en af læserne, at man er nødt til at give VALBY GASSILO et nyt indhold for at undgå, at siloens ”dramatiske struktur” vil gå tabt for altid. Ved at transformere siloen får vi mulighed for at se et glimt af fortiden og blive mindet om siloens historie.

- Det er rigtig glædeligt, at projekt VALBY GASSILO vækker debat blandt arkitekter, og ønsket om at bevare siloen med et nyt indhold stemmer godt overens med visionen for projektet, fortæller sociolog og rådgiver for JJW ARKITEKTER Søren Houen Schmidt.

Læs hele blogindlægget på JAJA

tirsdag den 12. januar 2010

Se video fra siloens indre

Gassilo i Bæredygtige Byer


VALBY GASSILO er kommet i selskab med danske og internationale bæredygtighedsprojekter på Dansk Arkitektur Centers website og database ”Bæredygtige Byer”. Databasen formidler viden til danske kommuner, organisationer, rådgivere og borgere om bæredygtig planlægning for at styrke fremtidens udvikling.

I casebeskrivelsen af VALBY GASSILO på Bæredygtige Byer kan man læse om projektet og visionen om at transformere den eksisterende gasbeholder til et bæredygtigt ikon for Danmark og København.

- Visionen for siloen er at skabe et levende vertikalt bymiljø med en fleksibel indre struktur, der giver mulighed for, at stedet kan forandres over tid - ligesom en rigtig by. Siloen skal fungere som en selvstændig bydel og blandt andet huse boliger, erhverv, handel, offentlige institutioner, offentlige mødepladser og hængende haver. Det skal være et sted, hvor almindelige borgere, forbrugere, skoleklasser og foreninger kan have deres daglige gang. Rummenes funktioner er ikke forudbestemt, hvilket åbner op for, at nye funktioner kan skyde op i takt med nye behov, skriver Bæredygtige Byer.

Indehaver og arkitekt Ole Hornbek fra JJW ARKITEKTER forklarer til Bæredygtige Byer, hvordan transformationen af VALBY GASSILO kan ses som en del af et større paradigmeskifte, hvor ældre industrianlæg får nyt liv som åbne miljøer:

- Valby Gassilo er fortællingen om forandringen fra den indesluttede og lukkede industrialisme til den udadvendte nye tid. Det er jo så banalt i virkeligheden, da det er transformationen fra det lukkede og farlige, hvor alt kan eksplodere, til den nye tids åbenhed, netværk og troen på imødekommenhed og liv.

Se VALBY GASSILO på bæredygtigebyer.dk